Formålet med reflekterende faglig supervision er at give en større faglig og personlig indsigt og dermed skabe udvikling.
Det lyder noget højtragende og diffust.
Det er jeg med på, og jeg kan nu skrive nok så mange fine teoretiske begreber om systemisk supervisionstænkning eller om fordelen ved at bruge den narrative tilgang, og om hvorfor jeg som supervisor aldrig bliver super tilhænger af den psykodynamiske teori.
Men i bund og grund synes jeg ikke, det er særligt væsentligt eller vedkommende, hvem der har sagt hvad, hvornår og hvad de har kaldt det. Det der betyder noget for mig, er hvordan det virker i praksis.
Det allervigtigste, supervision kan, er at give TID. Ofte har vi selv svaret på, hvorfor noget driller, eller hvad vi egentlig gerne ville have gjort, eller hvad vi vil gøre næste gang. Det er bare ikke altid, at det ligger lige først for. Vi når simpelthen ikke dertil i snakken med vores kollegaer. Det kræver fordybelse, en omvej, nogle nygerrige, undrende og opklarende spørgsmål. At nogen går på opdagelse i vores faglige historie, tema, emne, oplevelse eller dilemma. Det er supervisors rolle. Supervisor afskiller sig fra en kollega ved at være en udenforstående, der ikke er medinvolveret, og hvis funktion er at spørge og udfordre.
Jeg synes, det er en fantastisk mulighed, at der her er et forholdsvis simpelt værktøj og en metode, som er udbredt i mange andre faggrupper. Et værktøj som kan bidrage til at gøre os tolke fagligt dygtigere, gøre os mere bevidste omkring de valg, vi træffer, og dermed gøre os bedre rustet til at kunne rumme og takle de udfordringer, vi til hverdag står alene med ude i verden.